Er et signal fra et væv, f eks muskel til hjernen om at der er noget forkert. At der sker en vævsskade. Det er en hensigtsmæssig foranstaltning, således man kan undgå yderligere skader. Brænder man sig, fjerner man hurtigt legemsdelen og undgår derved mere omfattende vævsskader. Imidlertid er mange skader f eks langvarige, vedvarende overbelastninger ikke lige til at undgå. Måske er mulighederne for at undgå uheldig smertegivende funktion ikke mulig. Derved opstår mere kroniske smertetilstande. Et bidfunktionelt klassisk eksempel ville være at man har mistet tænderne i ene side af munden og derfor kun tygger i den anden side. Hvis musklerne ikke kan holde til den merbelastning får de signal om at det er skadeligt – der kommer et smertesignal ind i hjernen. Imidlertid må man tygge der hvor tænderne er og herved overbelastes visse muskler eller led. Måske tilsteder der nye overbelastninger pga. man prøver på at aflaste overbelastede muskler og man får også lidt ondt i nakken. Et dysfunktions syndrom er opstået: en fejl fører til en ny. Efterhånden er flere væv involveret og det er måske blevet ” normalt ” at have smerter. Dvs. genen, smerten er præget ind i nervesystemet. Der er ikke længere tale om enkelt: stimulering – respons forhold. Der er tale om selvvedligeholdende system – det er blevet til kroniske smerter.
Brændende smerter fra tungen ( Burning mouth syndrome ) kan være et tilsvarende respons. Hvis tungens muskulatur eller muskulatur som deltager i tungens aktiviteter overbelastes, ofte langvarigt – så fremstår signal til hjernen, der kan opfattes som brændende ømhed, følsomhed og lignende.
Se mere under Nakkesmerter.