Whiplash – set fra bidfysiologisk synspunkt

Af fysioterapeut Inger Wiggers Kiær og tandlæge Per Stylvig
Nærværende forfattere er af den opfattelse, at hovedet, halsen, skuldre, øverste del af brystet – hele kroppen er et sammenhængende hele. Forstået på den måde, at uhensigtsmæssige arbejdsbetingelser et sted vil forplante sig videre og påvirke andre strukturer og funktioner. Dette gælder selvfølgelig også skader efter traumer for eksempel whiplash-traumer.

 

Ved et klassisk whiplash-traume føres hovedet fremad, bremses op og kastes tilbage med mere eller mindre hensigtsmæssig aktivering af afhverve/stabiliseringsmekanismer. Et af de mere tydeligt aflæselige kæbeleds problemer/følger kan være meniskforskydning i kæbeleddet i umiddelbar forbindelse til traumet. Disse skal selvfølgelig behandles hensigts-mæssigt af en bidfunktions kyndig tandlæge snarest muligt efter skaden. Desværre overskygges dette kæbeleds problem ofte af andre problemer og patienten ses oftest sene-re i forløbet, hvor det er vanskeligt, for ikke at sige umuligt at sætte menisken på plads.

 

Hyppigt optræder der smerter lokaliseret til hovedet efter skaden. Disse er ofte lokaliseret til nakken, forplantende sig til andre steder i hoved og ansigt. Først og fremmest kan selve musk-lerne og deres sener have taget skade. Her er hensigtsmæssig fysiurgisk behandling af største nødvendighed, specielt i akutfasen. Der kan selvfølgelig også optræde skader på nakke- hvirvler, der er mere eller mindre tydelige ved de undersøgelsesmetoder vi har tilgængelige i dag. Hos nogle er skaderne ikke større end, at de kan overvindes. Hos andre medfører disse gener af yderste karakter.

 

Når hoved og nakke samt skuldre har været “revet fra hinanden og herefter trykket sammen”, er positionen af hovedet ikke altid den samme som før ulykken. Måske er der ikke tale om store forskydninger/ændringer, men blot mindre forrykninger i arbejdsbetingelserne, kombineret med forstrækninger og sammenpresninger.   Dette gør, at muskler, led og sener ikke længere fungerer i optimale relationer.

 

Det man kan gøre, set ud fra vores synspunkt, er en kombineret bidfunktions- og fysiurgisk behandling. Behandlingen skal selvfølgelig udføres af kyndige bidfunktionstandlæger og fysioterapeuter i samarbejde. Efter grundig undersøgelse, hvor problemerne udredes, lægges en relevant behandlings- og kontrolplan  der ligeledes medinddrager den whiplahsramte. Der er ikke tale om en standardbehandling, men om en behandling, der netop rettes mod den enkeltes problemer set i et kropsligt helhedsperspektiv. Ganske ofte føres hovedet, ved hjælp af biddet let bagover med hjælp af bidskinne og fysiurgisk behandling. Man kan sige, at kroppen indstilles i den mest neutrale position for muskler, sener, nerver, kar og led. Samtidig korrigeres for forvridninger/skader/ fejl-funktioner andre steder i kroppen Når tilstanden er i ro og har været stationær længe, søges kæben og dermed hovedets position i forhold til nakke og skuldre stabiliseret der.

 

Vi prøver at gennemgå behandlingsforløbet med patienterne førend behandlingen påbegyndes – således, at “sjælen” er med og der opnås realistiske forventninger til resultatet, det angår hver enkelt symptom, dets prognose behandlet og ubehandlet, krav til patienten i forbindelse med behandlingen ligesom varighed og pris søges forudsagt i muligt omfang. Det er vores erfaring at en del har stor glæde af behandlingen, hvor meget afhænger selvfølgelig af hvor “medtaget” patienten er fysisk og psykisk. Og selvfølgelig kan der senere komme perioder med opblussen, men hvis systemet er stabiliseret, dvs, den bedst mulige position er fundet, skal der blot “vedligeholdelses”  behandling til. Alt i alt kan man sige, at behandlingen søger at etablere de bedst mulige funktionsvilkår og stabilisere tilstanden der.